Dette kunne være din reklame
SVIN

Bevaring og avlsprincipper

Renavl kontra krydsningsavl

 

Ordet race er inden for dyreverdenen betegnelsen for en gruppe individer, der i en række arvelige egenskaber afviger fra artens øvrige individer, hvormed de i øvrigt er i stand til at forplante sig. Racer er rent geografisk opstået ved at arten tilpasser sig den biotop, den er født og opvokset i. Men da mennesket gennem flere tusinde år har holdt flere arter som husdyr, er racebegrebet i dag mere præget af den menneskelige indflydelse end af biotopen. Dog således, at jo højere udviklet et samfund er, des mindre indflydelse har biotopen på racen. Dette kan illustreres med eksemplet islandske heste. Denne race er igennem utallige generationer tilpasset en biotop med sparsomt foder. Nøjsomhed eller måske genet "jeg må æde, mens der er noget" er så stærkt nedarvet i racen, at vi på de "fede" jorde i f.eks. Danmark konstant må kæmpe for, at vores ponyer ikke bliver invalide pga. forfangenhed.

De genetiske forskelle, der både findes inden for den enkelte race og racerne imellem inden for hver dyreart, er det, der betegnes artens variation. Variation er hermed lig med mangfoldighed.

At bevare denne mangfoldighed i vores højproduktive verden bliver stadig vigtigere og vigtigere. I det moderne produktionslandbrug stilles enorme krav til effektivitet, for at kunne følge med i den globale konkurrence. Denne effektivitet op igennem sidste århundrede og frem til nu har gjort, at mangfoldigheden inden for de enkelte arter er svundet betydeligt. Endnu ukendte avlsproblemer i moderne produktionsracer kan sagtens vise sig, om 10 – 20 år eller i morgen. For at kunne imødekomme og løse disse problemer er det nødvendigt at have en mangfoldig genpulje at falde tilbage på, da unikke gener eller endnu vigtigere unikke genkombinationer, der først er gået tabt, ikke kan genskabes.

Afvigelserne imellem de enkelte racer kan komme til udtryk på mange måder. Udseendet er det, der er lettest at forholde sig til. Man hører i denne forbindelse ofte ordene fænotype eller fremtoningspræg. Hvilket vil sige et individs udseende, som det fremtræder påvirket af de ydre kår. Farve, hårlag, højde, vægt osv. er dels bestemt af genkombinationen på en eller flere DNA strenge men også af ydre påvirkninger som foder og miljø.

Modsætningen til fænotypen er anlægspræg eller genotype; som er summen af de arveanlæg, der findes i det befrugtede æg. Disse nedarves, men kan blive modificeret mere eller mindre af de ydre omstændigheder. Modificeringen vil ofte foregå over flere generationer (miljøtilpasning).

De ikke synlige og ofte meget komplicerede forskelle, der også ligger i DNAét er de egenskaber, der gør at f.eks. en gris får mange smågrise og har en høj mælkeydelse, eller at en ko føder kalve med anlæg for store muskler og hurtig tilvækst. Disse faktorer er alle sammen bestemt af den unikke sammensætning, som generne har i de enkelte DNA´strenge.

Generne, som udgør ca. 2% af den samlede arvemasse, har man allerede i dag mere eller mindre kortlagt inden for de enkelte arter; men tilbage står man med noget man kalder junk-DNA, som er den del af arvemassen på DNA-strengene, som man endnu ikke kender funktionen af. Man kalder det den ikke-kodede del af DNAét.

"Selv helt almindelige raske og sunde mennesker kan have store forskelle i deres arvemasse. Forskere fra Cold Spring Harbor Laboratory i New York og Karolinska Instituttet i Stokholm gjorde den opdagelse ved lidt af et tilfælde. De var i gang med et kræftforskningsprojekt, hvor de sammenlignede DNA-sekvenser fra kræftpatienter med tilsvarende sekvenser fra raske. Som en kontrolforanstaltning forsøgte de også at sammenligne de omtalte sekvenser hos raske mennesker. Det var denne biundersøgelse, der gav dem et uventet resultat. Forskerne fandt mere end 70 stykker DNA, som var helt forskellige i ellers normale menneskers celler. Disse store stykker DNA hører til den del af arvemassen, som ikke er egentlige gener, og som forskerne i disse år er meget interesserede i at forstå."

Kilde: Reuters 22.07.04

Ovenstående, som ligeså godt kunne have været DNA-sekvenser fra dyr, fortæller med al tydelighed, at nok er videnskaben nået langt; men på trods af mange års forskning, er der stadig meget, nemlig alt det man i dag ikke formår at forstørre med et mikroskop, som er uudforsket "land".

De gamle landracer og racer, der holdes for hobby og ikke har været med i industrialiseringen af landbruget, vil ofte have en meget anderledes sammensætning af generne på DNA strengene. En sammensætning, der er skabt gennem menneskers meget individuelle selektering, skabt ved hjælp af "avlerens øje". De enkelte racer kan meget vel bære unikke gener, som er et kendetegn for netop denne race og som ikke kan genskabes, hvis først racen er uddød eller som forsvinder, når racen bliver krydset med andre racer. Dvs. de unikke gener kan risikere at vige, være recessive over for den indkrydsede races eventuelle dominante gener.

Hvis man krydser to racer opnår man i første generation, det der hedder krydsningsfrodighed. Denne frodighed opstår, fordi man krydser dyr med absolut ingen slægtskab inden for en art. Krydsningen er derfor effektiv, hvis man skal producere eksempelvis hurtigt voksende slagtedyr. Højst sandsynligt vil mange af begge racers gener nok også leve videre i blandingsracen eller hybriden, som det også kaldes. Men, de unikke genkombinationer, som de to racer havde hver for sig, er brudt op og chancen for, at de oprindelige genkombinationer genopstår i hybridernes afkom er lig 0. Eller sagt på en anden måde, det vil være rent held og temmelig tilfældigt hvis dette skulle ske, da rigtig mange arter indeholder op imod 100.000 gener. Man behøver ikke være matematiker for at beregne sandsynligheden; idet der jo i en genkombination indgår mange forskellige gener. Krydser man hybriderne indbyrdes over nogle generationer, vil man skabe en ny og helt tredje race.

Op igennem de sidste par hundrede år, har der været en vis handel på tværs af egne og grænser med dyr inden for alle de domesticerede arter. Derfor har der også forekommet enkelte "indkrydsninger" som dog, set i forhold til datidens mangfoldighed kun har haft en meget ringe betydning. Da vi i dag opererer med meget små populationer inden for de enkelte udrydningstruede racer, vil det derfor få en meget større betydning, hvis vi indkrydser andre og eventuelt mere moderne racer på det oprindelige materiale. Des mindre populationen er des større vil risikoen for at racens oprindelige egenskaber forsvinder ved indkrydsning være. Man "fortynder" den rene race hurtigere, når man krydser ind på en lille population.

Før i tiden handlede man overvejende med avlsdyr i begrænsede geografiske områder, hvorfor mange lokale "racer" (landracer) blev skabt. Det siger derfor også sig selv, at mange af disse landracer har været temmelig indavlede i de enkelte egne. Sandsynligheden for, at de små populationer der har overlevet frem til i dag, har overlevet fordi, de overvejende har sunde gener, er i den forbindelse ikke til at komme udenom. Sandsynligheden for at disse gener og genkombinationer kan blive nødvendige i fremtiden er hermed så meget desto større. Racen har bevist sin egen berettigelse som levende genbank!

For at kunne bevare de sunde gener i små populationer, er det derfor tvingende nødvendigt at "kassere med hård hånd". Dvs. at fødes der defekte afkom eller afkom, der afviger markant fra racerammen (se afsnit nedenfor) skal disse øjeblikkeligt fjernes fra avlen. Man skal bruge mange handyr, hvor en til en naturligvis er det absolut bedste; men ofte i praksis umuligt, da handyr i flok vil slås. Endvidere skal man arbejde med lange generationsintervaller, hvor eksempelvis et gammelt hundyr parres med en ung han og omvendt. Man skal sørge for, at alle linier er lige meget repræsenteret i den samlede population. Og vigtigst af alt, man skal have 100 % styr på afstamningen.

Hesteavlere og nogle kvægavlere har været meget tro over for begrebet stambogsføring. Her er det relativt nemt at sige, at kun dyr med rene stamtavler uden indkrydsning kan indgå som genbank dyr. Andre dyrearter har stambogsført tidligere; men de levende dyr, vi i dag har tilbage kan ikke direkte "læses" ud af stambogen. Inden for disse racer er det nødvendigt at søge andre oplysninger, ved at følge dyrene tilbage til tidligere ejere, deres notater osv., samt naturligvis vurdere, det man ser. Derforuden er der muligheden for ved DNA-test at forsøge og belyse slægtskab og eventuelt finde for racen unikke alleler, Men, dette er en bekostelig affære.

Hvis vi vil bevare en race, tættest på det den var, kan det ikke nytte, vi opsætter avlsmål, der detaljeret går på dyrenes udseende, ydelse m.m. Vi skal bevare racen bredt og derfor bør det eneste overordnede avlsmål være at bevare sunde racerene dyr i så oprindelige miljøer, som nutiden tillader. Vi skal ikke begynde at lave snævre beskrivelser på racen; men holde os til at bevare de typer, der vil fremkomme, når vi følger vores avlsplan. I Sverige operer man med begrebet raceramme ikke at forveksle med en racestandard til eksteriørbedømmelse. Man siger, at racerammen er en dokumentation for den variation som førhen optrådte inden for de enkelte racer og som ofte var egnsbestemte.

Hvis man vil forsøge at få vished for hvorvidt et avlsdyr er racerent eller eksempelvis er bærer af defekte gener, eller hvis man ønsker at styrke specielle egenskaber i en race, kan man under meget kontrollerede forhold tillade avl imellem nære slægtninge; men det er så absolut ikke at anbefale og slet ikke for uerfarne avlere.

Det skal altså slås fast, at for at kunne bevare en race, skal man arbejde med racerene dyr. Indkrydsning og / eller tilbagekrydsning med andre racer er ikke tilladeligt. De racerene dyr udgør den levende genbank.

I periferien af disse racerene genbanker er der dog ikke noget til hinder for, at man f.eks. i produktionsøjemed kan udvikle og indkrydse med afkom fra genbank dyr som grundmateriale. Blot må afkom fra sådanne udviklingsprojekter ALDRIG krydses tilbage i genbanken.

Raceavl kan have mange formål. Men, når formålet er at bevare en udrydningstruet race, så er der tale om status quo og ikke udvikling og forbedring. Derfor må moderne teknikker også kun anvendes meget begrænset. Videnskab og teknik bør udelukkende bruges til at opsamle viden, og ikke til at påvirke og modificere racen. Man må og skal arbejde efter de enkle principper, som bonden gennem flere hundrede år har avlet efter. Racen skal bevares på det niveau, den var, da den blev uinteressant i produktionsøjemed. Kun hvis man er tro imod de gammeldags avlsprincipper, opnår man at bevare racen i sin oprindelige form.

Birgit Bak 2004

 


© • CMS • © •Copyright daic.dk • Egebjergvej 33, 5771 Stenstrup • Tlf. 6226 1341• Fax. 6321 0557 • E-mail